Storbyjyden

Det menneskelige tritonus

storbyjyden — Sun, 22 Feb 2009 13:21:06 +0000

Det er lørdag aften, klokken er 02:11 og jeg ligger i min seng.

På min krop har jeg en forvasket tanktop, et par stribede natbukser og et par strømper (fordi jeg fryser om mine fødder). Min nabo spiller forbandet høj lortetechno. Jeg har endnu ikke haft glæden af at møde hende, men mit bekendtskab med hende startede alligevel for 3 måneder siden. Jeg lå i min seng (…) djævlen har lige sat Infernal på og skruet op, GRRR (…) for 3 måneder siden. Jeg husker det tydeligt – lyden af en metal-murespartel der kørte hen langs væggen til min seng, blot på den anden side. Jeg undrede mig over at min nyindflyttede nabo gik og renoverede klokken 11 om aftenen, men tænkte ”herregud”. Hendes systematiske murer-terror mod min nattesøvn fortsatte i en måned, gerne mellem klokken 22:00 og 01:00 om natten. Men pludselig en skønne dag hørte det (til min største glæde) op. Denne glæde varede dog kun de syv dage det tog før nattesøvns-bødlen besluttede sig for at flytte et klaver ind, 50 cm fra min hovedpude…! Hun har nu kontinuerligt i to måneder spillet (og forsøgt sunget) elendige evergreens som ”Let it Be”, ”Wonderwall” og ”Knocking on Heavens Door”. Jeg ærgrer mig over at hendes forældre formentlig har fortalt hende at sang var hendes kald – for det er det bestemt ikke. Efter hendes obligatoriske c-dur-skala-opvarmning går hun ellers til makronerne med falsetter og fraseringer, der får Shakira til at ligne en kirkesanger. Forbryderen har ydermere valgt at ligge sin ”jeg-stiller-op-i-x-factor-øvning” mellem 22:00 og midnat – i hverdagene. Guuuud hvor har jeg dog lyst til at gå ind og smadre hendes klaver, kyle hendes stereoanlæg ud på gaden og brænde hendes smagløse CD-samling. Eller om ikke andet bare bede hende skrue ned. Lige nu står den på fællessang over Aqua – det er garanteret et folkeskole-reunion. Mit problem er bare at jeg vil ikke være den nederen jeg-synes-du-larmer-nabo. Og hvis jeg går ind og beder hende om at skrue ned vil jeg vel også ødelægge mine fremtidige udsigter til holde spontane fester uden naboers klager. Suk, jeg tror jeg stiller computeren fra mig, tænker lidt på de fattige børn i Afrika og prøver at være taknemmelig for alt det jeg har. Godnat

//Sigurd
PS: Er det syndigt at ønske irriterende naboer uheld?

Paradoksal glæde

storbyjyden — Fri, 20 Feb 2009 07:31:18 +0000

I forgårs sprængtes min overbos vandrør.
Som det gamle ordsprog siger; Når det regner på overboen, får underboen sig en dryppert. Det gjorde jeg mildest talt også i den forstand at vandet pludselig stod fra mit loft, som løb Rhinen igennem min overbos entré. Det gjorde den imidlertid ikke, det viste sig bare at være et sprængt vandrør. Den del af historien er i og for sig ikke den interessante, fordi hvad der videre hen skete var; I går da jeg står op virker min strøm ikke – eller det vil sige, den er der faktisk ikke. Jeg undersøger sagen nærmere og finder ud af at det er mit HFI-relæ der er gået i stykker (som følge af ovennævnte vandrør). Men som man siger i Jylland, intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Så jeg gik ned til min underbo og lånte en røvfuld stearinlys og gik omhyggeligt i gang med at forvandle min lejlighed fra et typisk moderne hjem med diverse lamper, musik og computere etc., til et klosterinspireret spartansk middelalderhjem i hjertet af Østerbro. Nu kommer den spændende del af historien; Som jeg skriver dette sidder jeg i mit køkken. Dagen er fredag, klokken er 07:01 og sneen ligger i min baggård, upårørt af finanskrise, krig i Irak og mit ødelagte HFI-relæ. Jeg har formået at lave en kop kaffe på mit komfur, tænde en masse stearinlys og sætte noget jazz på, på min bærbare. Som jeg sidder her kan jeg ikke lade være med at tænke ”Arhh, det var dog egentlig alligevel en vidunderlig morgen uden hys og jag, men med dejlig musik, smuk baggård og ro på sættet. Gad vide om jeg havde haft den hvis ikke alle ovenstående irriterende var sket?”. Og svaret må selvfølgelig være nej. Så som jeg sidder jeg her i mit køkken, fredag morgen, er det faktisk lykkedes mig at vende en vanvittigt irriterende situation til noget godt der gør mig i godt humør – i stedet for det modsatte.

Gid man kunne det med alt her i livet

//Sigurd

I love it!

storbyjyden — Mon, 16 Feb 2009 21:02:34 +0000

Brok, brok, brok…!

Hvorfor i alverden har du valgt at lave en kategori der hedder brok, Sigurd? Jo, ser du – det har jeg fordi jeg elsker at brokke mig. Jeg vil selvfølgelig ikke være en person man husker for altid at brokke sig. Derfor har jeg lavet denne ”skraldespand” man kan stikke snuden i – sidde og nikke genkendende til, eller blot fryde sig over ikke at være et ligeså pedant, irritabelt, intolerant og negativt menneske som jeg. Men hvorfor brokker vi os egentlig så meget? Er det fordi det får os til at føle at vi bedre ved hvordan tingene skal/bør gøres eller ikke skal/bør gøres? Eller er det måske bare et patetisk forsøg på at undgå den pinlige tavshed der, med den forkerte personsammensætning, kan ramme en hver som helst samtale (eller mangel på samme)? Når de normale emner som vejret, bankrøverier, sport og politik ikke er tilstrækkelige plejer brok altid at slå til – især fordi man da meget hurtigt kan blive enige om en masse ting, og dermed nå en eller anden bizar fællesskabsfølelse hinanden imellem. Man kan altid brokke sig over det absurd dårlige skuespil i Livvagterne, DSB’s billetpriser, den høje skat, den siddende regering, dårlig service i Aldi, rygeloven, religion eller over andre folk der brokker sig. Men uanset om vores brok er en form for bedrevidenhed eller den pinlige tavsheds taknemmelige redder, må jeg indrømme at jeg elsker brok – og vil gøre det indtil jeg dør. Enjoy

//Sigurd

Velbekomme

storbyjyden — Mon, 16 Feb 2009 19:14:40 +0000

Velkommen – enjoy!